CSR

« Tilbage


Vinterbyghøsten kendetegnet ved lavere udbytter

01-08-2016

80 % af årets vinterbyghøst er i hus og direktør Henning Fogh fra Danish Agro gør her status over de foreløbige tendenser og resultater.

- Generelt har vi set lavere udbytter og mindre kerner i vinterbyg i forhold til sidste år, hvilket også giver udslag i en lavere kg pr hektoliter for vinterbyg. Indtil videre ligger vinterbyggen med en gennemsnitsvægt, der ligger 2-3 kg pr. hektoliter lavere end på samme tidspunkt sidste år, siger Henning Fogh og fortsætter:

- De foreløbige resultater viser, at det indleverede vinterbyg med de højeste og laveste proteinniveauer ligger inden for samme spektrum som sidste år, nemlig fra 7,4 til 15,5 i protein. Middel-proteinniveauet for vinterbyg ligger cirka et procent-point højere end sidste år. Hvad det højere proteinniveau skyldes er svært at sige på nuværende tidspunkt, da en række faktorer, herunder lavere udbytter, mindre kernestørrelse samt øgede gødningsnormer, kan spille ind, siger han.

Det store spredning i proteinniveauet gør det, ifølge Henning Fogh, ekstra vigtigt for hjemmeblandere at få analyseret deres korn og få deres foderstrategi justeret til, så snart det er muligt, så der korrigeres for det korrekte proteinbidrag fra korndelen.