CSR

« Tilbage


Vinderup Maskiner A/S forbereder generationsskifte

11-11-2021

Medejer og administrerende direktør i Vinderup Maskiner A/S, Jan Pedersen, har besluttet, at tiden er moden til at overlade det daglige driftsansvar til nye kræfter.

Der indledes nu en proces, hvor der skal identificeres en ny direktør. Jan Pedersen fortsætter som administrerende direktør, indtil det er sket, og vil herefter fortsætte i Danish Agro koncernen som ansvarlig for Danish Agros importprodukter VM Loader og DINA Halmvogne. Samtidig har Jan Pedersen besluttet at sælge sine resterende 25 % aktier i Vinderup Maskiner A/S til Danish Agro, så koncernen bliver eneejer af selskabet. Salget gennemføres i første kvartal 2022. 

”Mit og min families hjerteblod er i vores virksomhed, som er opbygget i tæt samarbejde med medarbejdere, leverandører og kunder igennem de sidste fire årtier. Personligt er dette en svær beslutning at træffe, men jeg er overbevist om, at det er det rette. Vi har så mange dygtige og kompetente medarbejdere, at jeg er sikker på, det vil fungere. Timingen er rigtig nu, og jeg ser frem til at kunne overlade maskinforretningen til en ny leder, som kan fokusere 100 % på landbrugsdelen samt skov og have,” siger Jan Pedersen, der, når afløseren i Vinderup Maskiner er fundet, skal være ansvarlig for Danish Agros importprodukter VM Loader og DINA Halmvogne. 

”Når Vinderup Maskiner er i nye sikre hænder, ser jeg frem til at fokusere på at udvikle salget og eksporten af VM Loader og DINA Halmvogne. Det vil ske i tæt samarbejde med selskaberne i Danish Agros maskindivision rundt om Østersøen, og der er et stort potentiale,” siger han.

Vinderup Maskiner blev en del af Danish Agros maskindivision i 2018, og siden er der sket meget i det Nordvestjyske. Der er etableret en helt ny afdeling på Mors, som i løbet af meget kort tid har udviklet sig positivt. Senest er de fire selskaber, som Vinderup Maskiner tidligere bestod af, blevet fusioneret til et samlet selskab under Vinderup Maskiner A/S. 

Bestyrelsesformand i Vinderup Maskiner A/S og Koncerndirektør for Danish Agro koncernens maskindivision, Jens Skifter, udtaler:

”Det er udtryk for rettidig omhu, at Jan har taget denne beslutning. Vi støtter hans ønske om nu at overlade den daglige drift af maskinforretningen til næste generation. Siden Jan overtog Vinderup Maskinforretning for mange år siden, har dette været hans og hans families liv og omdrejningspunkt. Det er imponerende, hvad der er skabt, og vi er glade for, at vi sammen kan sikre en god overgang. Vinderup Maskiner har en meget dygtig medarbejderstab og kompetent ledergruppe, som også støtter og sikrer, at tingene fungerer i denne proces. Der søges nu en dygtig afløser, som vi forventer er identificeret i løbet af de kommende måneder,” siger han.