CSR

« Tilbage


Nyt stærkt såsædssamarbejde i Tyskland

11-05-2022

Danish Agro koncernens såsædsforædlingsselskab Nordic Seed har indgået aftale med den tyske grovvarekoncern Agravis Raiffeisen AG.

Danish Agro koncernens såsædsforædlingsselskab Nordic Seed, der også er ejet af Vestjyllands Andel, har netop indgået en strategisk aftale med den tyske grovvarekoncern Agravis Raiffeisen AG. 

Helt præcist køber Agravis 50 % af aktierne i Nordic Seeds tyske datterselskab Nordic Seed Germany Gmbh, der har base i Nienstädt med forædling og forsøgsmarker. Det nye såsædssamarbejde skal sikre vækst, øgede markedsandele samt nye, spændende sorter til endnu flere landmænd, særligt i Tyskland. 

Koncernchef i Danish Agro, Henning Haahr, ser store perspektiver i aftalen.

”Danish Agro koncernen har et tæt og tillidsfuldt samarbejde med Agravis i Tyskland og på en række markeder. Det er derfor i naturlig forlængelse af dette samarbejde, at vi nu styrker vores fælles indsats indenfor såsæd i Tyskland. Der ligger et stort potentiale i aftalen i kraft af, at vi som koncern allerede er repræsenteret i Tyskland gennem grovvareselskabet Ceravis, og i samarbejdet med Agravis kan vi i fremtiden skabe endnu mere værdi for de tyske landmænd med vores såsædsprogram,” siger han. 

Også Administrerende direktør i Nordic Seed, Kim Bonde Petersen, glæder sig over aftalen. 

”Nordic Seed har siden overtagelsen af forædlingsstationen i Nienstädt i 2017 med succes udviklet sit hybridrug-program, introduceret et kontinentalt hvedeprogram og et havreprogram, samt afprøvet vinterbyg, vårbyg, ærter og lupiner til det tyske og de centraleuropæiske markeder,” siger Kim Bonde Petersen og fortsætter:

”Vi er nu nået til at skulle udbrede forædlingen i endnu højere grad til landbrugene i Tyskland og Centraleuropa. Derfor er det et stort aktiv, at Agravis nu har ønsket at indtræde i ejerkredsen. Det tegner godt for fremtiden, at vi nu i fællesskab kan udvikle Nordic Seed Germany, der udover egen forædling også vil tilbyde repræsentationssorter fra andre forædlere. Nordic Seed Germany vil i de kommende år opbygge egen salgsstyrke, der på et fagligt grundlag vil formidle sorter i hele midt- og Sydeuropa,” siger han. 

Nordic Seed er aktive på en række nordeuropæiske markeder. Det indbefatter blandt andet sortsafprøvninger i Danmark, Sverige, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen og Tyskland.