CSR

« Tilbage


Hidtil største omsætning og bedste resultat i maskindivisionen

17-02-2021

På trods af et udfordrende 2020 lykkedes det Danish Agro koncernens maskindivision at realisere det hidtil bedste resultat.

På trods af et udfordrende 2020 med Covid-19, hackerangreb og et stort konkurrencepres, lykkedes det at realisere den hidtil største omsætning og det hidtil bedste driftsresultat i Danish Agro koncernens maskindivision. 

- Vi har haft et meget tilfredsstillende år i vores maskinaktiviteter. Omsætningen steg til 4,8 mia. kr., hvilket er 23 % højere end i 2019. Vores driftsresultat (EBITDA) på 133 mio. kr. fulgte med denne udvikling og var 60 mio. kr. højere end i 2019. Denne flotte udvikling skyldes dels integrationen af vores opkøbte maskinaktiviteter i Baltikum samt organisk vækst på tværs af de 9 lande, hvor vi har maskinaktiviteter, siger Henning Haahr, Koncernchef i Danish Agro koncernen. 

Strukturen er på plads
Den positive udvikling i maskindivisionens finansielle resultater er, ifølge Henning Haahr, også et udtryk for, at den organisatoriske struktur i maskindivisionen er ved at være på plads.

- Vi har i dag maskinaktiviteter i 9 lande og er den største samarbejdspartner til CLAAS med eksklusiv repræsentation af deres produkter i 7 af landene. Vi har på ganske få år opbygget en stærk, konkurrencedygtig markedsposition indenfor maskiner, som vi er meget tilfredse med. Strukturen er med andre ord på plads, og fokus i de kommende år bliver på styrket drift og synergier, siger Henning Haahr, der fortsætter:

- Vi er rigtig godt tilfredse med, at vi valgte at gå ind i maskinhandel for otte år siden. Der er mange synergier imellem maskinaktiviteter og grovvareaktiviteter, og det har været vores mål at være med til at sikre, at landmanden også i fremtiden har et professionelt, konkurrencedygtigt setup, når der skal handles og serviceres maskiner, siger han. 

I 2021 er det forventningen, at omsætningen i Danish Agro koncernens maskindivision vil stige til over 5 mia. kr. 

Danish Agro repræsenterer i dag CLAAS i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Estland, Letland og Litauen, New Holland i Polen samt Fendt i Tjekkiet.