CSR

« Tilbage


Danish Agro overskudsdeklarerer 35 mio. kr. til medlemmerne

12-02-2020

Rekordhøj egenkapital og en række solide nøgletal betyder, at Danish Agro kan sende 35 mio. kr. tilbage til medlemmerne i overskudsudlodning.

Samlet set har Danish Agro overskudsdeklareret 176 mio. kr. de seneste fem år. 

Bestyrelsesformand i Danish Agro, Jørgen H. Mikkelsen, er tilfreds med, at der kan sikres udlodning til medlemmerne på trods af et udfordrende 2019:

- Det er yderst positivt, at soliditeten i Danish Agro koncernen er øget med 1,2 %-point til 30,9 % i det, der har været et udfordrende år for koncernen. Derfor er det glædeligt, at vi endnu en gang er i stand til at tilgodese vores medlemmer gennem overskudsudlodning med 25 % af overskuddet efter skat. Helt præcist sender vi 35 mio. kr. tilbage til medlemmerne. Det er et naturligt mål for os som andelsselskab, at vi er i stand til at præmiere vores medlemmer, når de økonomiske forudsætninger er til stede, siger han.

Danish Agro står både finansielt og kommercielt stærkt ved indgangen til 2020 og sætter sig høje finansielle mål for det kommende år. 

- Vi har ambitioner om, at skabe så meget værdi for vores medlemmer som muligt. Det skal ske i dagligdagen gennem et værdiskabende samarbejde med os, og så sigter vi efter at kunne sikre overskudsudlodning ved årsregnskabets afslutning. For 2020 sigter vi efter et resultat før skat i niveauet 500 mio. kr. og en soliditetsgrad i niveauet 32 %, siger han.