CSR

« Tilbage


Danish Agro lancerer specialiseret CLAAS lærlingeuddannelse

17-03-2022

Uddannelsen lanceres i samarbejde med HEG, Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelse.

De danske CLAAS forhandlere har de sidste 20 år udlært flere end 300 landbrugsmaskinmekanikere, og nu tager Danish Agro, den danske CLAAS importør, næste skridt og laver en specialiseret CLAAS lærlingeuddannelse. 

I samarbejde med HEG, Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelse, er det nu muligt at blive en del af det første hold lærlinge, som bliver specialiseret på CLAAS produkterne. 

Ifølge Arne Spejlborg, Servicechef for CLAAS i Danmark, er det en vigtig og prioriteret opgave at uddanne de bedste og dygtigste CLAAS mekanikere. ”Vi tilbyder nu en skræddersyet CLAAS uddannelse, fordi vi ønsker at give lærlingene en uddannelse og en arbejdsplads, hvor de har muligheden for at blive eksperter på et af branchens stærkeste brands”, udtaler Arne Spejlborg. Dette kommer til at foregå på entreprenør- og landbrugsmaskinuddannelserne på HEG, der i forvejen er landsskole inden for faget.  

”Udviklingen i landbruget og udviklingen i maskinerne og teknologien kræver, at vi specialiserer os. Maskinerne er i dag mere avanceret, og vores kunder forventer, at vi sender en montør, der er ekspert på fx en traktor eller en mejetærsker, for man kan ikke være ekspert i alt”, fortsætter Arne Spejlborg.

Udover en specialisering i et af markedet stærkeste varemærker får den enkelte lærling et robust netværk med andre CLAAS kolleger på tværs af landet, hvilket giver endnu større mulighed for at drage nytte af hinanden end hidtil. Under forløbet vil lærlingene besøge forskellige CLAAS fabrikker for at få indsigt i produktions-, service- og parts-metoder samt kundestandarder.

Projektet er støttet af Danish Agros HR-afdeling i tæt samarbejde med de fem maskinforretninger, som Danish Agro i dag driver med i alt 250 medarbejdere alene i de 12 danske afdelinger. Også de privatejede forretninger tilbydes denne specialiserede lærlingeuddannelse.

Første hold på den nye CLAAS specialiserede uddannelse starter til august, hvor eleverne efter de første to grundforløb samt trin 1 vil starte specialiseringen med CLAAS produkter. 

Aksel Gaardsted Christiansen, uddannelseschef for entreprenør- og landbrugsmaskinmekanikeruddannelserne på HEG udtaler: ”Det giver rigtig god mening for kunderne i markedet, for virksomhederne, for vores elever og derfor naturligvis også for os. Uddannelsen i dag er meget bred, og der er mange forskellige varemærker. En specialisering betyder, at eleverne fx bruger de samme diagnoseværktøjer, pc- og specialtester, som er 100 % tilpasset mærket. Er vi eksempelvis i gang med en udmåling på motorer på traktorer, så vil det kun være CLAAS traktorer, vi udmåler på.”

Idéen har man arbejdet på i længere tid, og hos Danish Agro er der stor tilfredshed med, at man allerede til sommer tager de første lærlinge ind på den nye CLAAS uddannelse. 

Michael Husfeldt, Direktør for CLAAS distributionen i Danmark udtaler: ”Danish Agro har forhandlingen af CLAAS produkter, og visionen er, at man får denne specialisering på lærlingeuddannelsen rullet ud i flere lande. Nu starter første hold til august i Danmark, og derefter arbejder vi på at få Norge og eventuelt Sverige med fremadrettet.”