CSR

« Tilbage


Danish Agro køber Kalmar Lantmän

30-11-2015

Det svenske grovvareselskab Kalmar Lantmän har besluttet at sige ja tak til Danish Agro og Vestjyllands Andels tilbud om opkøb af virksomheden

På et møde med bestyrelse og fuldmægtige den 30. november har det svenske grovvareselskab Kalmar Lantmän med 44 ud af 45 stemmer besluttet at sige ja tak til Danish Agro og Vestjyllands Andels tilbud om opkøb af virksomheden. Ifølge vedtægterne skal dagens beslutning bekræftes ved en ny afstemning blandt de fuldmægtige, som afholdes den 7. december, hvor 67 % skal stemme ja.

Opkøbet sker via de to danske grovvareselskabers fælles datterselskab Swedish Agro. Overtagelsen sker per 1.januar 2016. Koncernchef i Danish Agro, Christian Junker, glæder sig over beslutningen og ser store perspektiver i det fremtidige samarbejde:

- Vi er yderst tilfredse med at Kalmar Lantmän har valgt at blive en del af Danish Agro koncernen. Kalmar Lantmän er en spændende virksomhed med stolte traditioner og en stærk kultur, som vi mener passer godt ind i Danish Agro-koncernen. Med vores størrelse og internationale erfaring kan vi være med til at udvikle Kalmar Lantmän samt skabe større konkurrence på det svenske marked til fordel for de svenske landmænd. Opkøbet vil samtidig styrke den samlede koncerns konkurrence- og distributionskraft til fordel for vores øvrige kunder samt vores danske ejere, siger Christian Junker og fortsætter:

- Kalmar vil blive det fremtidige hovedsæde og knudepunkt for Danish Agro koncernens grovvareaktiviteter i Sverige, hvorfra import af f.eks. råvarer og gødning samt eksport af korn vil ske.  Vi ser et stort potentiale i at udvikle Kalmar Lantmän yderligere, og det er derfor planen på sigt at udvide aktiviteterne samt den geografiske tilstedeværelse. Udgangspunktet for den fremtidige vækst bliver ikke mindst selskabets nybyggede, topmoderne foderfabrik på havnen i Kalmar, med en kapacitet på 265.000 ton. Potentialet i fabrikken er stort, og vi ønsker fremadrettet at kunne tilbyde endnu flere svenske landmænd med kvalitetsfoder fra Kalmar. Som en del af Danish Agro koncernen er vi sikre på, at vi i endnu højere grad kan gøre Kalmar Lantmän til en moderne, konkurrencekraftig samarbejdspartner til de svenske landmænd, siger han.

Kalmar Lantmän blev etableret i 1942 efter en sammenlægning af en række foreninger i Kalmar-regionen og har i dag 1.925 svenske landmænd som medlemmer. Det er planen at Danish Agro overtager Kalmar Lantmäns grovvareaktiviteter på nær deres maskinsalg, som netop er blevet solgt til Svenska Lantmännen. I 2015 vil selskabet have en omsætning i niveauet 1 milliard kroner efter frasalg af maskiner. Virksomheden er koncentreret i Kalmar med foderfabrik, lager- samt havnefaciliteter. Derudover har Kalmar Lantmän et afdelingsnet, der dækker hele Kalmar-regionen samt 11 hobby og fritidsbutikker i samme område.

Siden 2005 har Danish Agro koncernen været aktive i Sverige, hvor koncernen på vegne af en række svenske grovvareselskaber startede med at koordinere indkøb på vegne af dets medlemmer via indkøbsforeningen DLA Agro Sverige. I dag omsætter DLA Agro Sverige årligt i niveauet 800 millioner kroner. Siden 2007 har koncernen været aktiv indenfor premix og vitaminaktiviteter via datterselskabet Vilomix Sweden, der omsætter for ca. 120 millioner kroner, og siden 2012 har det været indenfor detailaktiviteter via grovvareselskabet Swedish Agro, som omsætter for 250 millioner kroner om året. Derudover har Danish Agro koncernen siden 2010 været ejer af DAVA Foods Sverige – tidligere Svenska Lantägg – som årligt omsætter for ca. 500 millioner kroner. Alt i alt har Danish Agro koncernen et stærkt fodfæste på det svenske marked, som nu bliver styrket med Kalmar Lantmäns indtrædelse i familien. Det er planen, at Kalmar Lantmän skal fusioneres med Danish Agro-koncernens svenske grovvareselskab Swedish Agro.

Købsaftalen er betinget af godkendelse fra de svenske konkurrencemyndigheder.