CSR

« Tilbage


Danish Agro klar med ansvarlig soja til DANISH-godkendte grisebesætninger

18-12-2020

Danish Agro har nu et setup på plads, der skal sikre ansvarlig soja i foderblandinger.

Fra 1. januar 2021 skal 20 % af den soja, der indgår i foder til DANISH-godkendte grisebesætninger, være ansvarlig soja, der er verificeret af uvildige (en såkaldt 3.-parts verificering), og som følger den europæiske foderorganisation FEFACs retningslinjer. Det er den danske grisesektor, der fra årsskiftet stiller skarpere krav til ansvarlig soja og iværksætter en plan, der skal sikre 100 % 3.-parts verificeret ansvarlig soja i 2025. 

De nye krav betyder, at landmanden har ansvar for at bestille foder, der overholder de nye, skærpede krav til bæredygtighed. Der er derfor indført en positivliste i DANISH-regi, som viser de grovvarefirmaer, der har et godkendt setup for deres bæredygtige foderblandinger. Denne liste er Danish Agro netop kommet på. 

”Danish Agro har arbejdet hårdt for at sikre et smidigt setup, hvor vi kan leve op til, at minimum 20 % af soja i vores foderblandinger er 3.-parts verificeret ansvarlig soja. Som landmand kan du derfor trygt bestille foder hos Danish Agro uden at bekymre dig om, hvorvidt de nye krav er opfyldt. Vi har som foderleverandør ansvar for at sikre, at kravene er opfyldt,” siger Henning Fogh, Direktør i Danish Agro. 

Når der udstedes nye certifikater til DANISH-ordningen hos den enkelte landmand, vil det blive kontrolleret, at foderleverandøren fremgår af den nye positivliste for ansvarlig soja. Efterfølgende kontrollerer DANISH, om fodervirksomheden er på positivlisten i forhold til aftalen om verificering af ansvarlig soja.