CSR

« Tilbage


Ceravis AG køber selskaber i Tyskland

03-08-2015

Danish Agros og Vestjyllands Andels fælles grovvareselskab i Tyskland, Ceravis AG, overtager per 1. januar 2016 tre af den tyske grovvarekoncern Agravis’ datterselskaber i Nordtyskland.

Ceravis AG, der sammen med Danish Agro og Vestjyllands Andel også er ejet af netop Agravis, overtager grovvareselskaberne FUGEMA Futtermittel- und Getreidehandelsgesellschaft mbH, Raiffeisen Mölln GmbH og Raiffeisen-Zentrum-Idstedt GmbH, der repræsenterer en samlet omsætning på 2,3 milliarder kroner.

Koncernchef i Danish Agro, Christian Junker, er meget tilfreds med handelen og ser store perspektiver i opkøbet:

- Aktiveterne i Ceravis AG, som vi tidligere i år har overtaget fra Getreide AG, bliver nu betydeligt styrket med overtagelsen af de tre selskaber fra Agravis. Vi er i proces med at få styrket og effektiviseret vores grovvareforretning i Tyskland. De nye opkøb åbner op for en lang række synergier mellem Ceravis AG og de opkøbte selskaber, som nu kan udnyttes. Vi får en stærkere markedsposition og samlet set får vi øget vores konkurrencekraft. Alt sammen til gavn for vores kunder i Tyskland samt vores danske ejere, siger han.

FUGEMA Futtermittel- und Getreidehandelsgesellschaft mbH består af 5 afdelinger i delstaten Mecklenburg-Vorpommern og driver en betydelig forretning indenfor foderproduktion til såvel det konventionelle som det økologiske marked. Herudover håndterer selskabet en større mængde afgrøder og er stærke på input-markedet for gødning, planteværn og såsæd. Selskabet har en omsætning i niveauet 1,1 milliarder kroner og har 117 medarbejdere.

Raiffeisen Mölln GmbH består af 14 afdelinger i delstaten Mecklenburg-Vorpommern og opererer indenfor traditionel grovvarehandel samt salg af energi. Raiffeisen Mölln GmbH har også en årlig omsætning i niveauet 1,1 milliarder kroner og beskæftiger 122 medarbejdere.

Raiffeisen-Zentrum-Idstedt GmbH består af en afdeling i Idstedt i Slesvig Holsten og er specialiseret indenfor salg af grovvarer og byggematerialer. Selskabet har en omsætning på ca. 100 millioner kroner og har 23 medarbejdere.

- Med overtagelsen af de tre selskaber forventer vi, at Ceravis AG i 2016 vil nå en omsætning i niveauet 9-10 milliarder kroner og beskæftige ca. 800 medarbejdere, siger Christian Junker.

Aftalen om overtagelsen af de tre selskaber afventer nu godkendelse fra de tyske konkurrencemyndigheder.

Styrket samarbejde med Agravis

Ceravis AG er ejet 75 % af Danish Agro og Vestjyllands Andel og 25 % af Agravis via deres fælles joint venture-samarbejde. Den nye aftale om opkøb sker, ifølge Christian Junker, som en naturlig forlængelse af det dybe strategiske samarbejde, som er udviklet over de seneste seks til syv år med den tyske grovvarekoncern.

- At Agravis sælger egne aktiviteter til vores fælles selskab i Nordtyskland viser, at vores fælles joint venture-samarbejde har et langsigtet perspektiv. Fra Danish Agros side har vi en erklæret strategi om, at vi ønsker at udvikle vores internationale aktiviteter sammen med Agravis. Det sikrer, at vi kan gå ind i nye områder og brancher med så meget viden og styrke som muligt samtidig med, at det minimerer risici, siger Christian Junker og fortsætter:

- Vores samarbejde med Agravis har udviklet sig stærkere og stærkere gennem årene, og det bygger på stor tillid og et fælles værdigrundlag. Vores fælles selskaber, der går på tværs af flere brancher, i blandt andet Estland, Letland, Litauen, Polen, Tyskland, Tjekkiet og Ungarn skaber rigtig gode resultater. Udover traditionel grovvarehandel på ovenstående markeder samarbejder vi bl.a. omkring maskinhandel samt specialfoder indenfor premix og vitaminer. Vi har et stærkt samarbejde, som jeg er sikker på vil blive udviklet og udbygget i de kommende år, siger Christian Junker, som blandt andet indikerer, at Agravis over tid forventes at øge sit ejerskab i Vilomix Holding A/S.

Med de nye selskaber vil Danish Agros, Vestjyllands Andels og Agravis’ fælles selskaber omsætte for mere end 15 mia. kr. og beskæftige ca. 2100 medarbejdere. Forventningen er, at der kan realiseres et samlet årsresultat før skat for alle fælles selskaber i niveauet 250 - 300 millioner kroner.