Danish Agro koncernens største kreditfacilitet bliver nu knyttet op på tre ESG-mål. Det medfører, at kredittens rentemarginal justeres op og ned alt efter, hvordan Danish Agro koncernen leverer på de tre bæredygtighedsmål. Aftalen er indgået med 13 danske og internationale banker og skal være med til yderligere at fremme det strategiske arbejde med bæredygtighed i koncernen. De tre parametre er: Reduktion i CO2-udledningen fra koncernens egen produktion og logistik samt indirekte udledninger forårsaget af indkøbt energi (Scope 1 og 2). Al soja, der importeres i koncernen, skal senest i 2025 være ansvarligt og afskovningsfrit produceret i henhold til FEFAC’s Soy Sourcing Guidelines. Salget af plantebaserede fødevarer skal vokse markant og udgøre en relativt større andel af omsætningen. ”I Danish Agro vil vi være med til at forme fremtidens landbrug, og vi har derfor i koncernen en række konkrete bæredygtighedsmål. Derfor var det også naturligt for os at lave denne aftale, hvor vi kobler nogle af disse mål direkte til en kreditfacilitet. Det er med til at tilskynde os til at indfri vores ESG-mål,” siger Brian Hauge Søe, Group CFO i Danish Agro. Den nye kreditfacilitet spiller dermed tæt sammen med Danish Agros fire grønne søjler, som er plantebaserede fødevarer, grøn energiproduktion, digitalisering og ansvarligt indkøb. Her er fokus at udvikle nye teknologier, værktøjer og løsninger, der kan reducere klimabelastningen hos både koncernen og landmanden - og samtidig være økonomisk rentable. ”Den klare kobling til vores strategi har været vigtig for os, og hele forløbet med bankerne har givet os mange frugtbare drøftelser og vigtige indsigter, vi kan arbejde videre med. For at nå vores mål bliver det afgørende med samarbejde på tværs i koncernen og med eksterne partnere, hvilket vi kalder Stronger Together,” udtaler Peter Hertz Meincke, Group Treasurer i Danish Agro.